Pris, pris, pris - konkurrenterne ligger tæt som aldrig før
- Det er en forudsætning, at man har lave priser.
Michael Tilsted har efterhånden befundet sig i rollen som 365discount-direktør i tæt på et halvt år - og er derfor ved at have både værdier, brand og markedet inde under huden.
Derfor er han også helt på det rene med, at konkurrencen på det danske discountmarked er benhård - hvilket et nyligt pristjek fra B.T. også vidner kraftigt om.
Her endte 365discount ud som vinder - men med en absurd lav margin til de største konkurrenter, Netto og Rema 1000, som var henholdsvis 28 og 48 øre dyrere.
- Vi ved, at pris fylder meget i bevidstheden på kunder for tiden. Hvis vi skal være relevante som discountkæde, er folk nødt til at kunne stole på, at vores priser er blandt de billigste.
- Og der synes jeg efterhånden, at vi har bevist gennem længere tid, at vi sagtens kan være med på prisen, siger Michael Tilsted til RetailNews.
Ikke vigtigt med placering
Selvom 365discount-direktøren udtrykker tilfredshed og glæde med positioneringen i pristjekket, understreger han samtidig, at det for ham "ikke er vigtigt med placeringen".
- Jeg kan se, at den måde, vi arbejder med priser på i kæden, fungerer. Det vigtigste er, at kunderne opfatter, at vi er i samme prisklasse som vores konkurrenter på markedet, siger Michael Tilsted.
Han har senest turneret i medielandskabet med et budskab om prisreduktion på frugt og grønt - samt et markant øget vækstfokus på samme varekategori.
- For os er det vigtigt, at man i særligt høj grad skal kunne stole på vores priser på frugt og grønt. Det er et primært fokus for os - sammen med basisvarer.
- Vi er på en langsigtet rejse, og man flytter ikke kunder fra den ene dag til den anden, konstaterer han.